Ved Sydhavnen ligger Stofindtagelsen. Her har mennesker med et svært stofmisbrug mulighed for at komme og indtage hårde stoffer i rolige og trygge omgivelser. Og når stofferne er blevet indtaget, sender personalet dem ud af døren med et “Det var godt at se dig. Pas nu på dig selv.”

Af Alberte Gry Thomsen

På stolen sidder en mand iført løse bukser og en stor hættetrøje. Foran ham har han lagt sin mørkegrønne sixpence hue og nogle brugte skrabelodder. Hænderne har hård hud, og der er skidt under neglene. Han trækker ærmet op, som afslører en arm fyldt med arvæv. 

Stoffet ligger klar i kanylen, og med et fokuseret blik fører han den mod armen, punkterer huden og sprøjter indholdet ind. Kort efter synker han sammen i stolen. Armene falder langsomt ned mod gulvet, indtil de hænger slapt i luften. Foden er vredet om, og hovedet begynder at hænge, som var han bevidstløs. Rusen har taget virkning. 

”Per, Per, Per, er du der?!,” siger en ansat, imens hun rusker i ham.

”Har han stadig kanylen i armen?”

En ansat tjekker hurtigt, om der er puls. Det er der, og kort efter bliver der skabt kontakt ved hjælp af smertestimulering.

Faktaboks: Smertestimulering
Smertestimulering bruges til at finde ud af, om en person er ved bevidsthed. Det gøres ved at udføre en handling på personen, som gør ondt i en sådan grad, at personen ville reagere, hvis de var ved bevidsthed. Det kan for eksempel gøres ved at gnubbe sine knoer mod en andens solar plexus. 

Kanylebeholder med brugte sprøjter. Foto: Alberte Gry Thomsen

Rygerum 3 efter lukketid. Foto: AGT

Tryg stofindtagelse

Ved Sydhavnen i Aarhus ligger Stofindtagelsen, hvor klientellets påklædning hovedsageligt består af kondisko, hættetrøjer, jogging bukser og en slidt rygsæk. Men en gang imellem dukker der også et jakkesæt op. 

Her kan dem med et svært stofmisbrug komme, som de er, og indtage hårde stoffer de selv har anskaffet. Forholdene er sterile, og atmosfæren er afslappet, for det meste. Det kan ikke undgåes, at stemningen sommetider bliver hektisk, når man har med udsatte mennesker af gøre.

Stofindtagelsen drives i et samarbejde mellem Aarhus Kommune og Kirkens Korshær. Rummet blev etableret for at sikre, at mennesker med et misbrug kan indtage deres egne stoffer i sundhedsforsvarlige omgivelser. Stofindtagelsen åbnede i 2013.

Når man træder ind, ligner stedet til forveksling en tandlægeklinik. Der er blåt linoleumsgulv og ellers hvidt på hvidt. Lige ved indgangen hænger en neongul hjertestarter. Den bliver brugt, når en bruger får hjertestop som følge af en overdosis. Der bliver cirka taget én overdosis om måneden ved Stofindtagelsen i Aarhus. 

Rummet er stort set lugtfrit. Udsugningen summer stille inde i de tre rygerum. Det eneste næsen opfanger, er den lyserøde buket blomster på kaffebordet. 

Ligesom ved tandlægen registreres alle ankomster af en ansat ved computeren. Til forskel skal der ikke registreres nogen behandling. Det er stoffet, de er kommet for at ryge eller fixe, der bliver registreret. Når brugeren har indtaget stoffet, tjekkes de ud. Men inden de går, kan de tage et par kanyler eller spritswaps med sig fra ’værktøjskassen’. 

Manden sidder fortsat og hænger på stolen, men efter de har sikret, at han trækker vejret og er udenfor fare, lader de ham sidde for sig selv.

”De er ikke interesseret i, at vi kommer og forstyrrer. De vil gerne sidde alene med deres stof, som de har betalt mange penge for og har glædet sig til at tage. Vi kender brugerne og ved, hvornår vi skal reagere. Hvis vi var i tvivl, forlod vi ham ikke. Jeg er helt tryg ved, at han sidder der,” fortæller Saria Busk, sygeplejerske og ansat i Stofindtagelsen. 

Efter to timer begynder hans fingre at spjætte, men han falder hurtigt hen igen. Imens han har siddet og sovet, har over ti brugere været inde og ude. Nogle er færdige på få minutter, andre bruger flere timer. 

Tid til omsorg 

En kvinde kommer ind med hastige skridt. Det mørke hår er samlet i en hestehale, og hun har stor sort dunjakke på med sorte leggins.

”Hej Tina”

Hun får mumlet noget tilbage i forbifarten. Med et målrettet blik går hun over og får fat i en kanyle fra ’værktøjskassen’ og skynder sig over mod en ledig fixestation. Da hun er færdig efter noget tid, kan man se, at hun også har lagt makeup. Lange falske øjenvipper og en lille skinnende rhinsten er placeret ved højre øje. 

”Hej hej, vi ses.”
”Ser vi dig senere i dag?”
”Det tror jeg ikke. Ha’ en god dag piger.”
”I lige måde, Tina. Og Tina? Husk, du er smuk.”

Venescanneren kan hjælpe brugerene med at finde et god vene at fixe i. Demonstreret af Tatiana Erbs og Saria Busk. Foto: AGT

Foto: AGT

Generelt kommer brugerne ind af døren i en fart, men de forlader stedet i et langsommere tempo. En del har også tid til en lille sludder med personalet, efter de har fået deres stof. 

”Jeg sad inde første gang, da jeg var 18-19 år. Så har man jo ligesom taget kursen.”
”Men man kan jo nå at ændre den, ikke? Er det hårdt at sidde i fængsel?”
”Nææ, man vænner sig bare til det.”
”Er der så mulighed for, at man kan blive sat i gang med noget, der beskæftiger?”
”Det værste arbejde, man kan få i fængslet, det er cellearbejde. Jeg blev sat til at lave julestjerner i januar. Han sagde, at jeg skulle lave 100 om dagen.”

Samtalen er ved at runde af. 

”Det var godt at se dig. Pas nu på dig selv, ikk,” siger hun, imens hun giver brugeren et lille klem på armen, inden han forlader stedet. 

I opbygger en relation til mange af brugerne. Kan det ikke fastholde dem i deres misbrug, hvis I er de eneste mennesker, de møder i dagligdagen, som udviser interesse og omsorg overfor dem? 

”Jeg tænker ikke, det kan fastholde dem. Jeg tror mere, det er miljøet, som fastholder dem. Nogle siger selv, at byen gør dem syg, fordi det eneste, de kender, er stofmiljøet, og dem der færdes i det,” fortæller Tatiana Erbs, Diakon, ansat ved Stofindtagelsen Aarhus.

Lukketid

Per har sovet lige siden, han fixede for fire en halv timer siden. Personalet har løbende være ovre og smertestimulere og prøvet at få ham til at vågne, men det viser sig at være svært. I spøg spørger personalet en bruger, de kender godt. 

”Lukas, hvad skal du have for at tage Per med dig ud?” 

”Et gram heroin.”

”Åha, det tror jeg ikke, vi har på lager.”

Per, Tina og Lukas er ikke brugernes rigtige alias navne, men de er bekendt af redaktionen.